Debat og politik

Retssikkerheden halter i Stevns Kommune

På onsdagene kommunalbestyrelsesmøde spurgte en borger ind til Børne- og Socialministeriets seneste tal, der viste en omgørelsesprocent på 53 af alle sager på socialområdet i Stevns kommune. Det er virkelig voldsomt.

Indsendt af Jan Jespersen. Medlem af Kommunalbestyrelsen for Enhedslisten 

Hvis man læser ind i tallene kan man se at det ”kun” er 12 % af alle sager der ændres af ankestyrelsen. De resterende 41 % hjemsendes til fornyet behandling, hvilket vil sige at kommunen muligvis ikke har medsendt alle relevante sagsakter. En anden grund til hjemsendelse kan skyldes, at sagsbehandleren ikke har vægtet alle relevante sagsakter og ankestyrelsen derfor ikke har kunnet træffe en afgørelse.

Sagt med andre ord, sagsbehandlingen foregår ikke altid helt efter bogen.

Læs også: Fejl i over halvdelen af alle klagesager på socialområdet

Noget tyder på at sagsbehandlerne har for travlt, eller man bevidst forsøger at rykke grænsen. For man kan da ikke forestille sig der spekuleres i at trække sagerne i langdrag, for at sparer udgiften medens anke står på?

Det handler om borgernes retssikkerhed

For kommunen er det vigtigt, at borgerne har tillid til de afgørelser der berører deres liv, træffes hurtigt på et rigtigt og fuldt oplyst grundlag.

Som politiker er vi nød til at kigge på, hvordan vi kan nedbringe antallet af omgørelser, for 53 % er absolut ikke tilfredsstillende. Borgerens liv sættes på ”stand by”, medens der ventes på en afgørelse, og en hver anke betyder øget ventetid.

Men vi skal altså ved samme lejlighed glæde os over, at der blandt børnesagerne i Stevns kommune, ikke er sendt en eneste hjem til omgørelse.

Så det kan lade sig gøre at foretage korrekt sagsbehandling, nu skal vi bare have bredt det ud, så der også på socialområdet kommer styr på sagsbehandlingen og kommunens borgere kan føle tryghed til det system, der har afgørende betydning for deres livsførelse.

Kommentarer