Debat og politik

(Manglende) mobildækning i Gjorslev Bøgeskov

I forlængelse af tidligere indlæg og læserbreve vil vi fra Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns bekræfte vigtigheden af ordentlig mobildækning på Stevns og derfor også i Gjorslev Bøgeskov og ved den stevnske kyst generelt.

Indsendt af Nicolai Porslund. Formand for bestyrelsen for Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns.

Vi afholder, i lighed med andre foreninger, en del arrangementer i Bøgeskoven, bl.a. har vi hvert år 800-1000 deltagere i ”nytårsmarchen” på årets første dag og endvidere hjertestien og kondistien, der dagligt benyttes af mange mennesker. Vi er derfor afhængige af, at der skabes mulighed for forbindelse til omverdenen, f.eks. når/hvis ulykker opstår.

Desværre skulle der alvorlige uheld til for at få opmærksomhed på problemstillingen, men det er da positivt, at teleselskaberne har planer om at rejse syv nye master og opgradere andre master på Stevns.

Beklageligvis er Gjorslev Bøgeskov ikke blandt de udvalgte, da der, som det oplyses, ikke er kommerciel interesse i at etablere en mast i dette område. Det oplyses, at det vil koste mellem 500 og 700.000 kr. at etablere en mast, og derudover vil det koste hvert enkelt teleselskab omkring 400.000 kr. kr. at sætte transmissionsudstyr op.

Det oplyses endvidere, at der er taget kontakt til private jordejere i området ved Gjorslev Bøgeskov for at få afdækket, hvor der vil være muligt at sætte en mast op.

Det er naturligvis alt sammen positivt, men vi vil kraftigt opfordre til, at Stevns Kommune fortsat presser på overfor teleselskaberne, så vi kan få etableret den nødvendige netadgang i Bøgeskoven og ved den Stevnske Kyst generelt, da vi er meget utrygge ved den nuværende situation.

Dette bør prioriteres højt fra Stevns kommunes side.

Kommentarer