Varpelev

48-årig mand varetægtsfængslet for påsat brand i Varpelev

En midaldrende mand blev nytårsdag varetægtsfængslet til den 25. januar sigtet for at have påsat en brand i Varpelev.

Nytårsaften klokken 20.30 lød alarmen hos Østsjællands Beredskab på brandstationen i Hårlev. Meldingen lød på bygningsbrand på Varpelev Bygade 8. Det viste sig at et stråtækt hus, der ligger lige bag Varpelv Kirke, brændte og at ilden sendte tykke røgfaner op over tagryggen. Beboere og dyr blev reddet ud af huset.

Ifølge Dagbladet brændte hele tagkonstruktionen med stråtaget, og der står nu kun murene tilbage.

Midt- og Vestsjællands Politi fik med det samme mistanke om, at det ikke var fyrværkeri, der var skyld i branden.

– Det er vidneafhøringer på stedet samt brandvæsnets observationer ved ankomsten til branden, der gør, at vi mener branden er påsat, siger vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet.

En midaldrende mand blev anholdt af politiet efter vidneudsagn og brandfolkenes observationer på stedet. Den 48-årige mand blev ved et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde mandag klokken 13 varetægtsfængslet til den 25. januar.

Kommentarer