Store Heddinge

Kvinderne, der forsvandt fra krigshistorien

Stevns Bibliotekerne og Stevns Teaterforening går sammen om en læsekreds i månederne op til at teaterforeningen viser forestillingen ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’.

Til januar spiller ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ på Koldkrigsmuseum Stevnsfort – en forestilling, der er baseret på bogen af samme navn. Og netop bogen er udgangspunktet, når skuespiller Lene Vestergård og historiker Jytte Larsen afholder to læsekredsaftener i november og december. Her læser de op og lægger op til samtaler om krig og køn, Østblokken og Vesten og om, hvordan vi kan forstå vores forhold til Rusland i dag. Det er nemlig alle sammen emner, som melder sig på banen, når man læser Svetlana Aleksijevitjs bog, som er baseret på samtaler med hundredvis af veteraner. Bogen, som kan læses forud for de to aftener, er en rystende og rørende fortælling, som fortæller om en million purunge russiske kvinder, der efter at have kæmpet side om side med mændene i Anden Verdenskrig blev retoucheret ud af den officielle historie.

Pia Rosenbaum har iscenesat bogen og står også på scenen, når Stevns Teaterforening har forestillingen på programmet den 15. januar, klokken 16 og igen 19.30 på Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Billetter til teaterforestillingen skal købes på Stevns Teaterforenings hjemmeside stevns-teater.dk

Publikum med billet til forestillingen kl 16, får lejlighed til at møde iscenesætten Pia Rosenbaum.

Faktaboks:

De to læsekredsaftener finder sted på Store Heddinge Bibliotek den 27. november og den 4. december – begge aftener fra 19.30 til 21.30.

Billetter til læsekredsen kan afhentes gratis på bibliotekets hjemmeside www.stevnsbib.dk under ’Begivenheder’ eller på et af de tre biblioteker i den betjente åbningstid.

Når du henter din gratis billet til læsekredsen, bestiller vi i samme omgang bogen hjem til dig, så den kan læses forud for arrangementet. Du får besked, når bogen er kommet hjem og kan afhentes på biblioteket. OBS! Ønsker du at få bogen bestilt forud for læsekredsaftenerne er sidste tilmeldingsfrist den 1. november.

 

Kommentarer