Store Heddinge

Jytte Larsen fra St. Heddinge med i ny lGBT-bog

Som det første land i verden indførte vi her i Danmark i 1989 det registrerede partnerskab og gav bøsser og lesbiske mulighed for at få papir på hinanden.
Det blev ikke kun et gennembrud i forhold til, at LGBT-personer blev accepteret og fik flere rettigheder her i Danmark. Det registrerede partnerskab blev samtidig startskuddet til, at mange andre lande har forbedret forholdene for LGBT- personer.
Men hvad betyder de juridiske og politiske fremskridt, der er sket, så i dag for LGBT- personer? Har det gjort det lettere for dem i hverdagen, på arbejdspladsen? Osv.
Det er det, bogen ”Ret til kærlighed” handler om. Den er skrevet af journalisten Bjarne Henrik Lundis og udkommer 4. oktober på Forlaget Sidespejlet.
I af de medvirkende i bogen er den 76-årige Jytte Larsen, som er uddannet historiker og som har i mange år arbejdet med ligestilling, blandt andet som ansat i Kvinfo.
Som barn følte Jytte Larsen ikke, at hun var som de andre piger i landsbyen. Som barn legede hun også mest med drengene – det var nemlig dem, der var jævnaldrende af. Men da hun kom i puberteten, var hun ikke længere så vild med at lege med drengene.
Da puberteten begyndte at vise sig, så syntes jeg, at de slåskampe, jeg plejede at tage med drengene, fik en anden drejning. De ville noget med min krop, og det ville jeg ikke. Så jeg kom til at isolere mig rigtig meget.
Jeg vidste ikke, hvad det drejede sig om. Hjemme hos min bedste legekammerat havde de et leksikon, som vi sad og læste i, og der fandt jeg ud af, at der var noget, der hed homoseksualitet. Det gik jeg så hjem og fortalte min mor, men det havde hun ikke megen forståelse for.
Jytte Larsen nægtede oftere at ville gå i pigetøj.
Jeg klædte og opførte mig som en dreng, og mine klassekammerater begyndte derfor at kalde mig Søren. Hvis jeg havde levet i en anden tid, så havde jeg kastet mig ud i det med operationer og kønsskifte. Jeg rendte også rundt og flirtede med pigerne. Jeg kom på pigekostskole, og her fik jeg også pigekærester. Det var fedt, indtil rektor, der var af den gamle skole, fik nys om vores leben og bortviste mig fra kostskolen kort før studentereksamen, som jeg dog allernådigst fik lov til at tage. Så jeg besluttede mig for, at det var for farligt med det at have pigekærester. Jeg levede derfor uden kærester i nogle år, mens jeg studerede på universitetet.
Som voksen var Jytte Larsen i slutningen af 1970’erne vidne til, at LBL, Landsforeningen af bøsser og
lesbiske, begyndte at tale om, at de gerne ville have nogle juridiske rettigheder og en anerkendelse af homoseksuelles samlivsform. En retning, som hun bestemt ikke syntes var den rigtige at gå.
Det, LBL skulle have gjort efter min mening, var, at de skulle have haft det samme syn på ægteskabet og samfundet, som vi havde, og de skulle have været feminister. De skulle ikke snakke om ligestilling, men om frisættelse og være med til at lave samfundet om. Og i det fremtidige samfund, som jeg kunne se for mig, var der ikke nogen, der blev gift – heller ikke bøsser og lesbiske. Tværtimod, så var jeg af den opfattelse, at ægteskabet var dybt reaktionært. Så jeg kunne ikke støtte op om LBL’s vej at gå. Jeg betragtede det også mest som en bøsseting. Bøsserne havde en magtfuld stilling i samfundet, og det var kun de rige, der ville have arveregler og kunne sikre hinanden. Desuden syntes jeg, at de var utroligt konventionelle. Bøsserne ville bare være så normale som muligt. Og jeg ville i stedet have lagt en bombe under normaliteten, så jeg vendte tommelfingeren nedad over for LBL. I stedet skulle vi hellere lave nogle andre familieformer, understreger Jytte Larsen.
Hun var også modstander af, da vi fik det registreret partnerskab i 1989.
Men i hendes nærmeste omgangskreds var der dog flere og flere lesbiske, der indgik registreret partnerskab.  
Så jeg har været med til mange registreringer på rådhuset. Jeg kunne se, hvor glade de var for det. De sagde, at det styrkede deres bånd. Så selv om jeg ikke kunne forstå det og ikke selv ville indgå registreret partnerskab, så kunne jeg se, hvor meget det betød for dem, fortæller Jytte Larsen

Kommentarer