Store Heddinge

I Region Sjælland bor vi større end gennemsnittet

Mens danskerne i gennemsnit bor på 52,5 m2 per person, så har indbyggerne i Region Sjælland i gennemsnit cirka to kvadratmeter mere til rådighed.

En ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at antallet af kvadratmeter per person varierer efter, hvor vi bor. Fx har indbyggerne i Roskilde i gennemsnit 48,2 m2, mens beboerne på Lolland kan brede sig på 63,8 m2 per person.

Fortæl mig dit postnummer, og jeg skal fortælle dig, hvor mange kvadratmeter du bor på. En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at der er stor forskel på, hvor mange kvadratmeter danskerne har til rådighed.

I Region Sjælland bor indbyggerne i gennemsnit på 54,7 m2 per person. Indbyggerne i Roskilde og Køge bor på færrest kvadratmeter. Henholdsvis 48,2 m2 og 49,9 m2. Der er plads til større armbevægelser på Lolland og i Guldborgsund, hvor beboerne i gennemsnit bor på 63,8 m2 og 60,8 m2 per person. Det er de eneste to kommuner i Region Sjælland, hvor indbyggerne i gennemsnit har mere end 60 m2 til rådighed per person.

– Antallet af kvadratmeter per person hænger sammen med efterspørgslen på boliger i lokalområdet. En større efterspørgsel presser kvadratmeterprisen op, og det kan sætte en grænse for, hvor stor en bolig, man har råd til at købe. Og så har husstandsindkomsten, den gennemsnitlige familiestørrelse i de enkelte kommuner samt til- og fraflytninger mellem kommunerne også betydning. I Region Sjælland har indbyggerne meget mere plads end københavnerne, som i gennemsnit bor på kun 40,1 m2 per person. Kort sagt kan man sige, at københavnerne bor dyrt og småt, mens indbyggerne i Region Sjælland bor stort og flot, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.

Siden 2010 er danskernes boliger i gennemsnit vokset med én kvadratmeter per person. I Region Sjælland er antallet af kvadratmeter per person vokset med i gennemsnit 1,8 m2.

– Der er mange steder en sammenhæng mellem væksten i befolkningen og antallet af kvadratmeter per person. Der, hvor væksten i befolkningen er svag eller negativ, stiger det gennemsnitlige antal kvadratmeter per person. Det er også tilfældet flere steder i Region Sjælland, siger Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.

I løbet af de seneste ti år er antallet af indbyggere faldet i Lolland, Kalundborg, Vordingborg og Guldborgsund kommuner, og i Odsherred og Sorø har væksten i befolkningen været tæt på nul. Det er samtidig de kommuner i Region Sjælland, hvor antallet af kvadratmeter per person er steget mest.

– Når antallet af indbyggere falder, er det vigtigt, at man sørger for at rive nogle af de ældre boliger ned, efterhånden som de bliver tomme og nedslidte, så de ikke står og skæmmer lokalområdet. I kommuner, hvor der kommer flere indbyggere, er det omvendt vigtigt, at man sørger for at få bygget i takt med, at behovet for boliger stiger, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard.

Det gælder fx i Solrød, Roskilde, Ringsted og Køge, hvor antallet af indbyggere de seneste ti år er steget mellem 6,7 – 11,2 procent.

Kommentarer