Rødvig

15-minuttersdrift er vigtig for både bosætning og erhvervsliv

Mens vi sad til budgetseminar i fredags, landede en mail fra regionsrådsformanden med et par oplysninger i kommunalbestyrelsens indbakke.

Indsendt af Line Krogh Lay. Gruppeformand Radikale Venstre Stevns

Det første var, at man i regionsrådet skal tage stilling til et forslag om, at Østbanen skal føres videre til Roskilde. I første omgang steg mit humør med et par grader, da vi i Radikale Venstre hele tiden har ment, at en videreførsel til Roskilde ville kunne tilføre kommunen noget nyt og åbne for andre muligheder i forhold til bevægelse af arbejdskraft, studerende og turister ind ud af kommunen frem for kun at se mod København. En videreførsel til Roskilde har hele tiden været en prioritet for os.

Læs også: Østbanen skal fortsætte helt til Roskilde

Humøret faldt hurtigt igen, og jeg fik flashback til sagen med takststigningerne, da der i samme mail stod, at forslaget går på, at det skal være på bekostning af kvartersdrift fra Hårlev efterfulgt af et vagt udsagn om, at der måske engang i fremtiden kan komme kvartersdrift igen. Den køber jeg ikke, og jeg sætter pris på, at Steen S. Hansen (S) med det samme tog initiativ til at få sagen på dagsorden i PTU allerede den 13/6 og efterfølgende ØU samt næste kommunalbestyrelsemøde, så vi kan få klarhed over sagen og se på vore handlemuligheder.

De fire afgange i timen fra Hårlev er et vigtigt bosætningskriterie og incitament for virksomheder, som vil placere arbejdspladser i byen og dens store opland. Mange kører til Hårlev og parkerer bilen for så at forsætte i toget, hvor man kan nå til København på under en time. Af samme årsager støtter jeg tankerne om et parkér- og rejsanlæg i Hårlev.

Det er muligt at beholde den nuværende drift fra Hårlev uden at forringe forholdene for de to ben til Rødvig og Fakse Ladeplads, så det er min klare anbefaling, at man arbejder videre i den retning.

Kommentarer