Store Heddinge

Økonomiaftale sikrer nyt sygehus i Køge

Nyt_sygehus_koege

Sent i aftes indgik regionerne og regeringen økonomiaftale for næste år. Aftalen giver Region Sjælland færre penge end krævet, men sikrer sygehusbyggeriet i Køge

Selvom regionerne ikke fik de to milliarder, de havde krævet for at undgå nedskæringer blev der i økonomiaftalen for næste år fundet midler, som sikrer, at Region Sjællands sygehusbyggerier ikke bremses.

– Det var ikke nogen selvfølge i forhandlingerne og er et resultat, som vi kæmpede hårdt for, oplyser Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland

Regionerne får 1,5 milliarder kroner næste år. Det er en halv milliard mindre end regionerne havde krævet forud for forhandlingerne, der sluttede med en aftale sent i går aftes.

Én milliard kroner går til dyr medicin samt en halv milliard til blandt andet kræftbehandling, øget indsats mod kronisk sygdom og løft af psykiatrien.

– Vi havde håbet på mere men er også blevet præsenteret for en økonomisk situation, som gør, at vi ikke kunne vride mere ud af forhandlingerne. Det er en stram økonomiaftale, som kommer til at kræve en meget stram styring og prioritering fra regionernes side, lyder det fra regionsrådsformanden i Region Sjælland.

Region Sjælland kan nu ud over byggerierne af universitetssygehuset i Køge samt sygehuset i Slagelse også fortsætte det planlagte sygehusbyggeri i Nykøbing F.

Kommentarer