Højerup

Ny løsning til ’Udkiggen’ på Stevns Fyrcenter

Stevns Kommune: Trappeprojektet ved Stevns Fyrcenter ændret, så der tages hensyn til ’Udkiggen’s historiske betydning.

Tidligere donerede Realdania Fonden et større beløb til en trappe ved Stevns Fyrcenter i forbindelse med projekt Stedet Tæller, hvor Stevns Fyrcenter er et af i alt ti projekter.

En del af projektet på fyrcentret omfatter ’Udkiggen’, som har affødt nogle bekymringer grundet bygningens historiske betydning.

– Sammen med Naturstyrelsen har vi lyttet til de bekymringer særligt de frivillige på Stevns Fyrcenter har givet udtryk for, og har fundet frem til en god løsning’, fortæller vicekommunaldirektør Bjørn Voltzmann og tilføjer:

– Først og fremmest bevarer vi ’Udkiggen’ som bygning, dog med nogle forandringer, så gæsterne på fyrcentret fortsat kan få en fornemmelse af koldkrigshistorien på stedet. Dernæst har, fortrinsvis Naturstyrelsen men også kommunen, fundet penge til at indrette et rum til de frivillige i eksempelvis fyrmesterboligen, så de frivillige fortsat har et godt udgangspunkt for at tage imod de mange gæster med fortællinger om stedet og de muligheder, der er på Stevns Fyrcenter. De frivillige yder en stor formidlingsindsats, og det vil både Naturstyrelsen og kommunen gerne honorere’.

Fra Naturstyrelsens side er der glæde at spore:

– Vi ser frem til, at der nu kommer gang i det store projekt til gavn for både de lokale og de mange gæster, udtaler skovridder Claus Jespersen.

Indretningen af de frivilliges rum på fyrcentret kommer til at foregå i et tæt samarbejde med de frivillige.

På billedet ovenfor kan man se, hvordan den nye ’Udkig’ kommer til at se ud, hvor en del af den oprindelige bygning er bevaret. Den gang, der er illustreret gennem den bagerst del af bygningen fører hen til den kommende trappe.

Se billedet i stor version.

Kommentarer