Debat og politik

Nødråb fra Bøgeskoven!

Forleden havde vi en chokerende oplevelse her i Bøgeskoven.

Indsendt af Claus og Pia Johansen. Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov.

Fredag den 8. april, midt på dagen, blev vi på Traktørstedet ringet op fra Alarm 112 og spurgt om vi kunne assistere med førstehjælp til et ildebefindende på en løbesti inde i Bøgeskoven.

Claus kørte omgående af sted efter hjertestarteren, der hænger på det offentlige toilet ved vendepladsen, men på vej derhen mødte han akutbilen, som var ude af kontakt med både akutcentral og den tilskadekomne. Akutbilen kørte ad grusvejen ind i skoven, mens Claus på cykel kørte ad de mindre stier efter lyden af nødråb fra en pårørende, fik lokaliseret den tilskadekomne og kørte så tilbage efter akutbilen for at vise den vej.

Dette gentog sig derefter med både lægeambulancen og hjerteambulancen, som ligeledes måtte guides pr. cykel.

Lidt senere ankom lægehelikopteren, men før den kunne flyve af sted med patienten, måtte en læge ind på Traktørstedet for at låne vores fastnettelefon, så han kunne komme i kontakt med omverdenen og kordinere, hvor patienten skulle flyves hen. Alt dette grundet den ikke eksisterende mobildækning i Bøgeskoven og omegn.

Heldigvis havde vi en ”god dag” på Traktørstedet, hvor telefonsamtalen ikke blev afbrudt, som ofte sker, men vi tør slet ikke tænke den tanke, at det kunne ske igen – for tænk hvis 112 ikke kan komme i kontakt med os, næste gang der er brug for hjælp her i Bøgeskoven???

Bekymrede hilsener fra Traktørparret på Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov.

Kommentarer