Hellested

Månedens virksomhed – Hansen Kitchen

charlotte_mannstaedt_helles

Hellested: Stevns Erhvervsråd har udpeget Hansen Kitchen i Hellested som “Månedens Virksomhed”.

– Hansen Kitchen er et fornyet fokus i mit liv, siger Charlotte Mannstaedt. Hun har siden maj sidste år kunnet kalde sig ejer af designrettighederne.

Med Charlotte ved roret skal fokus være på bærerdygtighed og dansk design sammen med Vibeke Volmer, som har mange års erfaringer med Hansen Kitchen. De henvender sig til den kvalitetsbevidste og kræsne forbruger både i og uden for Danmark. Om en måneds tid sætter de fokus på markedsføringen af de veludførte træmøbler.

Charlotte og Vibeke har det sidste års tid været det faste team bag Hansen Kitchen, og i øjeblikket har de også en praktikant tilknyttet. Deres næste milepæl er at få etableret et showroom i den cirka 400 m2 store landsbyskole i Hellested, hvor Charlotte bor sammen med sin mand, og hvor virksomhedens administration holder til i hverdagen. De arbejder i øjeblikket med et fast mål om at invitere til pressereception i juni, så markedsføringen af Hansen Kitchen kan blive skudt i gang.

-Det sidste års tid er gået med at få bygget et nyt koncept op fra bunden. Vi har blandt andet haft brug for en ny hjemmeside til at præsentere produkterne, og den er ved at være klar, siger Charlotte.

Et kreativt sind

Som ung gik Charlotte med en drøm om at blive industriel designer. Hun var draget af det kreative og søgte ind på Danmarks designskole for at blive møbeldesigner. Hun valgte dog en helt anden retning og fik en uddannelse som grafiker i starten af 90’erne. I takt med den digitale udvikling har Charlotte fulgt med. Da hun for ti år siden flyttede til Hellested, var det samtidig en ny tid og æra, Charlotte trådte ind i. Hun involverede sig i lokalt udviklingsarbejde og fik mere fokus på iværksætteri og udvikling af lokalsamfundet på Stevns. Charlotte har været selvstændig de sidste 20 år, så det er ikke nyt for hende at få en virksomhed i gang.

– Jeg sadlede om og ville hellere arbejde med den menneskelige side af sagen end den tekniske side og efteruddannede mig i organisation, ledelse og faciliterings metodikker. For tre år siden ryddede jeg bordet og opsagde alle de kontrakter, jeg havde. Jeg brugte et par år på at finde ud af, hvad jeg ville og ledte efter en virksomhed med noget konkret, siger Charlotte.

En bustur satte det hele i gang

Da Charlotte og Vibeke møder hinanden, er de involverede i hver deres fødevarenetværk for Skælskør og Næstved. Det er på en fire timers busttur til Sverige med deres fødevarenetværk at de kommer til at sidde ved siden af hinanden, og snakken falder på Hansen Kitchen, som Vibeke på daværende tidspunkt lige havde overtaget. Hun var interesseret i at høre om Charlottes erfaringer med ledelse, facilitering og organisationsteori.

Efter mange og grundige snakke besluttede de at starte op som samarbejdspartnere, og den bedste løsning var, at Charlottes virksomhed købte alle rettigheder til Hansen Kitchen og ansatte Vibeke.

– Jeg trængte til at tage min egen medicin og vise, at det jeg råder andre virksomheder til, det fører noget godt med sig. Jeg trængte simpelthen så meget til at vise, at det man tror på er vigtigt, når man skal drive og udvikle en virksomhed, siger Charlotte.

Et Hansen Kitchen involverer en grundig proces med kunden. Der er tre typer køkkener; Custom, Instant og Blocks. Custom er deres flagskib og ligger på en værdi af kr. 200.000-500.000. Processen med denne type køkken kan være lang. Charlotte og Vibeke har en god dialog med kunden om behov og livsstil, før de får tegningerne lavet og derefter produceret. Det tager en til to dage at sætte køkkenet op, og så tager en af dem altid med ud og installerer det sammen med deres faste snedker. En installation af et køkken på Malta til august vidner om, at Hansen Kitchen også når ud over de danske grænser.

Hansen Kitchen er ikke et nyt møbeldesign

Arkitekten Knud Kapper tegnede køkkenet for 17 år siden, der har haft sine op- og nedture. Da Charlotte stiftede bekendtskab med køkkenvirksomheden, havde det det levet et meget stille liv i cirka 3-4 år, hvor der ikke rigtig var blevet gjort noget for at markedsføre møblerne.

– De kunder der finder os nu, de finder os online, fordi der er blevet skrevet mange artikler om Hansen Kitchen i boligmagasiner og på designportaler, så hvis du skriver Hansen Kitchen eller Hansenliving, som virksomheden også hed på et tidspunkt, så dukker der artikler op tilbage fra 2005-2008 på online portaler, forklarer Chrlotte.

Charlotte har en god forventning til og tro på fremtiden for Hansen Kitchen. Men der er brug for likviditet, for at det skal komme til at vokse. De har ikke kunnet investere, som de gerne ville, da det er en stor udskrivning at producere et køkken. Det er ingen hemmelighed, at Charlottes ønske er, at de kan finde en virksomhed eller person, der vil låne dem en halv million kroner til at komme godt i gang med for eksempel en webshop og andre tiltag, der kan få mere gang i udviklingen.

– Vi vil genrejse dansk møbeldesign. Det er vores mission. Vi vil bevise, at man kan producere i Danmark. Forskellen mellem os og andre møbelproducenter er 100 % dansk kvalitet fra tegning til produktion. Vi vil bryde med brug og smid væk kulturen, og vi tror ikke på masseproduktion, det skader samfundet på sigt. Virksomheder bør tage ansvar og se længere end til deres egen næsetip, understreger Charlotte.

Hun mener, der er gode lokale arbejdsressourcer at hente, som kan gavne både udviklingen på Stevns og Hansen Kitchen, og hun vil meget gerne udvide Hansen Kitchen ved at bruge og samarbejde med lokal arbejdskraft og derved få flere i arbejde.

En mening med det hele

Når man spørger Charlotte, hvad der motiverer hende ved at være selvstændig, nu hvor hun har været det 20 år, så er svaret, at meningen med livet hele tiden er at lære noget nyt. Nysgerrighed og troen på sig selv er vigtige begreber i Charlottes tilgang til at drive virksomhed. Charlotte er af den overbevisning, at man skal handle på sin lyst og ’give it a shot’, og så arbejde seriøst og vedholdende med den strategiske ledelse og udvikling.

– Jeg føler ringen er sluttet, nu kan jeg bringe alle mine erfaringer i spil, og samtidigt udleve min store kærlighed til træ. Det føles helt rigtigt, at stå her nu, smiler Charlotte.

Læs mere om Hansen Kitchen på www.hansenkitchen.com

Foto: Fotograf Margot Donkersloot

Kommentarer