Hellested

Andelsgården Brinkholm i fare for at blive nedlagt

brinkholm

Karise: Danmarks første forbrugerejede økologiske landbrug Brinkholm ved Store Linde er i fare for at blive nedlagt.

Lørdag den 30. januar klokken 12 afholdes der en ekstraordinær generalforsamlig i landbrugslauget, som står for driften af Danmarks første forbrugerejede økologiske landbrug Brinkholm ved Store Linde.

Hvis ikke andelsforeningen kan finde nogle friske kræfter til nye initiativer, som kan holde projektet kørende, så er der fare for at de beslutter at nedlægge foreningen.

Brinkholm er et andelsfortagende og generalforsamlingen er øverste beslutningsmyndighed. Beslutninger der betyder strukturelle ændringer skal vedtages af andelshaverne på en generalforsamling og det er baggrunden for denne generalforsamling.

LandbrugsLauget var i sin tid pionerer på området for produktion af økologiske produkter og udbringning af økologiske varer til forbrugerne. Man kan godt sige, at LandbrugsLauget har været med til at trække økologien i gang i Danmark, og det er andelsforeningen bestyrelse meget stolte af.

Nu er økologiske varer imidlertid tilgængelige i hvert et supermarked til billige priser. Derfor skal der tænkes nye tanker for at sikre LandbrugsLauget forsat. Regnskabet for 2014 viste det hidtil største overskud i LandbrugsLaugets historie og generalforsamlingen er udtryk for rettidig omhu i forhold til at sikre den fremtidige drift.

Det overordnede tema for generalforsamlingen er således, hvordan foreningen kan generere nye ressourcer i LandbrugsLauget og indtægter for Brinkholm.

Bestyrelsen har formuleret en række afstemningstemaer for generalforsamlingen. Det er imidlertid ikke bestyrelsens indstilling, at det er hverken ønskeligt eller nødvendigt at sælge. Tværtimod har de initiativer i støbeskeen, som de regner med kan bringe LandbrugsLauget videre.

LandbrugsLauget på Brinkholm er åbent for initiativer og ideer. Alle der vil give en hånd med er velkomne.

Interesserede, der har ideer – og energi til at søsætte dem – er velkomne til at kontakte bestyrelsen på e-mail info@landbrugslauget.dk

Brinkholm er Danmarks eneste forbrugerejede økologiske gård. Gården har 35 hektar jord, smukt beliggende på begge sider af Tryggevælde Å. Gården har været dyrket økologisk siden 1995, og i 2001 blev den købt af et andelslaug med cirka 500 andelshavere. Cirka 1 ud af 10 andelshavere deltager i arbejdet på gården.

Gården dyrker grøntsager, ølandshvede, dackehvede og maltbyg. Grøntsager og det friskmalede mel fra gårdmølleriet sælges via abonnementskasser, og maltbyggen bliver brygget til øl.

Gården har også 11 bi-stader, som bestøver planterne og producerer meget dejlig honning.

Kommentarer